Mand, alle mænd(næsten) – Tak, fordi I er til….

Hver mand sin charme – tænker JEG!

Mon alle kvinder drømmer om den ultimative mand, inders inde? I min optik, romantikeren på de rigtige tidspunkter, gentlemanden, ”the absolut hunk”, den følsomme i samtalen, hulemanden i sengen, han der giver mig modstand, når jeg er urimelig, og naturligvis tankelæser i alle andre situationer. Altså alle de kvaliteter og mere til, i en og samme mand! Vi kvinder ved jo i den grad godt, hvad vi vil ha’ – og mener, at vi fortjener. Men sådan er verden altså bare ikke skruet sammen. Jeg tror ikke på at man finder det perfekte match, ved at sætte sig ned og skrive plus og minus ved en kommende mand. Og jeg tror ikke på, at han ikke kan være manden, fordi hans sko er spidse (hørt i single-program i tv). Og jeg tror heller ikke på, at han ikke er den rette bare fordi jeg ikke lige “følte” det med det samme. GIV DOG MANDEN EN CHANCE.

Men jeg tror på, at hvis vi ofte urimelige kvinder, holder op med at stille krav om både dit og dat, såsom ”Jeg vil ikke have! Jeg tænder ikke på! Hans tøjstil er ikke i orden!”, “jeg må jo også tænke på mine behov” altså Mig-Mig-Mig osv.

Eller helt ovre i den anden grøft: “Han er sgu da meget sød, men hans hår er grimt!” – eller ”hans tøjstil er helt forkert, og så er han genert!”. Men det kan jeg sgu da lave om på. NEJ!!!! – det kan du ikke lave om på, og det SKAL du ikke lave om på. Hvis du altså spørger mig!!!

Så min opskrift til at finde en mandlig ven – elsker – kæreste eller ægtemand må derfor  være:

500 gram åbent sind

3 deciliter nærvær

200 gram imødekommenhed

en god håndfuld vovemod

1 teskefuld krav og kriterier

Kig dig i spejlet og mød ham på lige fod med dig selv!!!!

 

Mænd i MIT liv

Dette får mig til at tænke på nogle af de mange mænd, jeg har mødt i mit liv – og med ”mødt” mener jeg altså bestemt ikke mænd, jeg har knaldet med eller lignende – men ”bare” mødt, snakket med, flirtet med, både som private Joan og som arbejds-Joan. Mange, rigtig mange, har været almindeligt ”kedelige” mænd, mænd jeg ikke skænker en tanke efterfølgende, slet ikke kan huske mere, andre husker jeg med væmmelse, men flere husker jeg som ” nå ja, han var bare sød, fordi jeg så bollevenlig ud den dag”. Men nogle få mindes jeg med et smil og lidt rester af sommerfugle i maven, og nogle endda med til tider uartige tanker. Måske dukker de op i et splitsekund af en tanke under en quickie med Manden, eller i en dejlig drøm, som jeg ikke vil vågne fra, eller måske minder en god sang mig om en kær ven jeg havde engang. Men en ting er sikkert: de forsvinder nok aldrig fra mit sind, og det er fordi, de gjorde et eller andet fuldstændigt og vanvittigt korrekt, set med mine øjne. Så skide være med om de var grimme, tabere eller måske superlækre, rigmanden eller nørden, der talte som en tuba. De ramte bare et eller andet som gjorde, at jeg tilsidesatte alle andre kriterier for hvad jeg ellers finder appellerende ved en mand..

Det minder mig lige nu om et nogle mænd, som fortjener at blive hædret her – på min elskede blog.

Min mentor

Min altid støttende redaktør – ham, der fortalte mig. hvordan mænd skulle håndteres. Ham der fortalte mig, at det var mig der var den dumme, umulige og urimelige kvinde. Ham der aldrig gik over stregen, men respekterede den meget fine linie, der er alt afgørende for et mand/kvinde venskab. Ham glemmer jeg aldrig, og jeg bilder mig ind, at han aldrig glemmer mig – after all!!! – jeg var kun en ung, grøn umulius, da han mødte mig, og han en verdensmand. Han er manden, der ubetinget har været medvirkende til at gøre mig til den, jeg er i dag. Kære redaktør!!! – håber at du nyder dit otium. Det tror jeg bestemt, du gør

Den ultimative gentleman  

Mødt til en datingfest, jeg skulle foto-dokumentere, meget galant repræsenteret af denne umiddelbart meget almindelige mand, eller måske endda dreng, han var vist kun lige fyldt 30. Han brugte hele sin aften på at sørge for mig, altså jeg, som i øvrigt allerede var gift den gang, og det vidste han da også godt – så neeej, han var da aldeles ikke ude efter et knald, var jeg overbevist om. Tænk at gamble med sine score-muligheder – en lørdag aften. Ok, udvalget var ringe, men alligevel. Hvor er du sød, ja ja, jeg er sød. Åbenbart så sød, bilder jeg mig ind, at en time på Rådhuspladsen i minus grader for at tiltrække en taxa, som ville fragte mig til min bil, ingen sag var for denne ”absolute hunk” Han kunne lige så godt have haft udseende som …., så meget kunne han fortrylle en ellers normalt mandemættet kvinde som mig. Stjerner til ham.

Den respektfulde 

Der var engang en mand, som bare havde været en af ex’erne, hvis ikke det var fordi han efterlod et meget vigtigt frø i mit (under)liv. Et græsk eventyr, som kunne have sluttet, hvis ikke, han havde været så respektfuld for en beslutning, som kom til at forme mit liv fremadrettet. En beslutning, som i dag lever og har det godt (mit og Mandens livs kærlighed) på 17. år, og som grækeren gudskelov, stadig yderst respektfuldt, med årene er blevet en del af. En respekt, som rækker langt ud over hans egen person, og som gør, at vi i dag også har en familie i Grækenland. Men det vildeste ved denne mand er nok hans respekt og taknemmelighed over Mandens måde at håndtere sin hustrus tidligere liv og kærlighed på.

Blod er (ikke nødvendigvis) tykkere end vand

I 1993 brød min verden sammen. Alt hvad jeg forbandt med ordet familie, blev på en enkelt dag forvandlet til kaos, og jeg lærte, for første gang, om følelsen had. Men jeg lærte samtidig også, at nogle mennesker besidder den egenskab at elske/holde af, fuldstændig uden forbehold. I dag har dette menneske, denne mand, ageret far, svigerfar, bedstefar og ven, ubetinget i sådan en grad, at jeg med tiden har accepteret den situation, den ændrede hele min verden for nu 21 år siden. SÅ meget endda, at jeg under ingen omstændigheder havde villet det anderledes – og måske ligefrem er dybt taknemmelig over en så ussel og kujonagtig handling. Tak fordi, du valgte min familie dengang – og for at være, den du er!

Jeg kan også i flæng nævne de mænd, som har sagt det helt rigtige, på det rette klokkeslæt, haft den rette humor eller andre ”lige i øjet” kvaliteter, men jeg skrifter ingen navne her.

Dog med undtagelse af Manden min!

Han skal naturligvis ikke glemmes, til trods for at han faktisk er en af dem, jeg HAR knaldet med. Han skal have æren som den sidstnævnte, og dermed bedst husket i denne blog. Han er ingen romantiker, ingen hulemand, absolut ingen tankelæser, men tilsyneladende mange kvinders drømmemand. Han ligner en forsørger, og en lækker en af slagsen – denne rolige og venlige mand, nu i øvrigt med briller. Men han formåede dengang, for mange år siden i en november måned, i sidste årtusinde, at fortrylle mig. Med sin humor først og fremmest, men i den grad også hans evne til at overrasket mig. Husker tydeligt, den første julegave, som jeg fik overrakt tidligt d. 24/12 1999. Det lignede unægtelig en æske chokolade-kringler, og jeg var ikke i tvivl, derfor var chokket da også stort, da det viste sig at, gaven gemte på et nøje udvalgt guldarmbånd. Det blev til mange ”noooooj” og ”wow” fra hele familien, og en guffi lille, men ualmindelig stolt pige, MIG!!

Se hvor jeg skinner – La la lalaaaaaaaaaa