Svamp – NATUR-ligvis!!!!

menstruationJeg har regnet ud, at jeg har haft menstruation, siden jeg var 13 – 14 år – og i dag er jeg 39 år.

Altså 25 gange 12, minus tre fuldførte graviditeter, minus mange, mange måneders amning – ja, det var sgu knægten, altså den mellemste, der hang i længest.

Under alle omstændigheder har jeg vel nok haft som minimum 240 menstruationer, hvoraf de første cirka syv år var forbundet med lidt stolthed, lidt følelse af kvindelighed, uendeligt meget svineri og et utal af trusser, der endte i skralderen – pakket ind i toiletpapir, i håbet om, at mor ikke så at jeg endnu engang ikke havde været på forkant med min månedlige kvindelighed. Dengang hed det vist menses, mens, men mest af alt husker jeg: ”Jeg har mit lort!”.

I de syv år gjorde jeg desværre også bekendtskab med svamp – jeg gjorde jo bare, som alle piger gjorde, altså brugt bind. Lidt senere tamponer, og tænkte egentlig ikke videre over, hvad årsagen til skede-svampen var. Bare at det vare skide irriterende, kløede ad helvede til, og i det hele taget bare var pissebesværligt at have med at gøre.

Lige indtil en ældre græsk madam lærte mig at bruge en natursvamp – bare rolig, jeg klarede det praktiske selv, hun forklarede mig bare, hvordan jeg skulle gøre. Det blev lynhurtigt dødnemt for mig bare at benytte denne her lille svamp, klippet til i ”min størrelse”, gennemfugtet af vand – og så efterfølgende bare proppet op. Så kan man, med lidt snilde, lirke den ud igen, skylle og vaske den i intimsæbe, og efterfølgende så proppe op igen. For mig har det kun været nødvendigt at skylle 2 – 3 gange om dagen, men det er jo bare min måde. Det kan sikkert gøres på andre måder – det er jo egentlig bare en vanesag, lige som så meget andet. Og jeg køber bare min svamp i Matas, gerne en stor, som så kan deles i flere små.

En anden grund til, at jeg kom til at elske svampen, og stadig elsker den i dag (den er dog blevet udskiftet mange gange), er sexlivet – også her redder natursvampen mig, da den jo bare sidder, hvor den sidder, uden at genere nogen af os, og så er den sund for mit underliv, siger min læge. Så i det hele taget var det en kæmpe øjenåbner for mig, for ud over, at jeg kunne stoppe med at benytte bind og tamponer, stoppede min nedre fjende, skede-svampen, heldigvis også.

I de efterfølgende år blev menstruationen for mig synonym med kærlighed, mænd, babyer og tal. Kærlighed og mænd fordi, jeg gang på gang blev mindet om, at ur-kvinden i mig søgte forsørgeren, den primære. Babyer fordi, for hver gang, jeg havde blødt, betød det færre æg – og mit biologiske ur begyndte bare at tikke endnu højere. Og til sidst tal, fordi jeg har ved gud ikke tal på, hvor mange gange Manden og jeg har talt dage, uger og måneder om det var fordi, jeg allerede VAR gravid, eller vi forsøgte at blive det, blev der talt og regnet i en uendelighed.

I løbet af de sidste otte år, er menstruation, for første gang, i de 25 år blevet en pestilens i mit liv. Det er nu blevet synonym med humørsvingninger – ja, de har hele tiden været der, men nu er de bare meget værre. Svedeture, kropslig irritation, migræne, uregelmæssige blødninger, overvejelser om medicinske indgreb, anbefalet af læger. Ja, i det hele taget bare besværligt. Og hvis ikke det var fordi, at jeg godt ved, hvad jeg kan være uheldig at blive hårdt ramt af (er naiv nok til at tro, at jeg ikke gør, da min mor ikke gjorde) – ja, det er overgangsalderen, jeg taler om her, havde jeg nok ønsket at gå i overgang efter den sidste, som nu er otte år.

Men jeg kan nu engang ikke lave om på moder natur, og må lade tingene ske, i det tempo, det nu engang skal.

Heldigvis er jeg stadig super glad for min natursvamp, som i dag, gudskelov, er blevet allemandseje (altså ikke min svamp, men metoden) og ikke noget andre kvinder glor dumt på mig over at få fortalt.

Og heldigvis er mit sexliv heller ikke – endnu – påvirket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

Protected with IP Blacklist CloudIP Blacklist Cloud