Jalousien længe leve!

Eller historien om de kun flere og flere åbne parforhold, hvor jalousi er et forbudt og tabubelagt ord og følelse. Det har man nemlig aftalt!

mænd og mænd

Personligt er jeg ikke specielt jaloux anlagt, og har heller aldrig været det.

Men jeg KAN altså godt blive jaloux.

Jeg har også følt det der satans stik i maven og kæmpet med de forbandede tanker og følelser, der gør en fuldstændig ude af stand til at fungere bare sådan nogenlunde normalt.

At sammenligne ret meget med den helt store forelskelse, der heller ikke lige er sådan at ryste af sig – heldigvis da!

Nå, men når det kommer til jalousi, er jeg altså også rendt på størrelsen lidt mere indirekte. Nemlig i forbindelse med mit arbejde, når jeg til diverse medier interviewer mænd, kvinder og par, der under en eller anden form har valgt at leve i et såkaldt åbent forhold.

Altså i forhold, hvor man har mere eller mindre, sådan plejer det i hvert fald at være, frihed til at være seksuelt sammen med andre end den, man nu engang er fast kæreste eller gift med.

Når jeg så her, helt naturligt, alt andet ville da være underligt, spørger vedkommende, om han/hun i den forbindelse nogensinde har oplevet jalousi – og/eller deres partner oplever jalousi, når de selv er ude, så falder svaret, et rungende nej, næsten altid prompte.

Vedkommende kender nemlig simpelthen ikke til jalousi.

Eventuel jalousi ville nemlig ødelægge alt for meget – for begge parter.

Hvorfor man i fællesskab simpelthen har valgt ikke at være eller nogensinde blive jaloux på hinanden.

Sådan lidt i stil med, groft sammenlignet, men alligevel, hvis man fravælger at spise kød, eller man helt konsekvent vælger at være til mænd over 180 centimeter, der har mørkt hår og som ikke ryger.   Jeg selvfølgelig meget gerne giver videre til den interesserede og nysgerrige læsere.

Det er jo trods alt mit job.

Fed aftale og indstilling, kan jeg faktisk også godt tage mig selv i at tænke – og fortælle videre til Joan derhjemme.  Men når jeg så begynder at tænke lidt nærmere over det, jeg uden for arbejdstid altså slet ikke kan lade være med, så kan jeg bare ikke få tingene til at stemme.

Altså det med, at man sådan bare uden videre kan lukke af for en SÅ væsentlig og faktisk ret så livsbekræftende tilstand og følelse. Og da slet ikke, fordi man nu engang har indgået en pagt med kæresten om noget sådant.  Og hvad, spørger jeg så også mig selv, er i det hele taget også den dybere mening med at gøre det?

For er jalousien i virkeligheden ikke for det mere satte par, hvad ny-forelskelsen er for kæresteparret, der lige har mødt hinanden?

For parret, der stadig svæver højt over alle dagligdagsting på en lyserød sky af Disney-vat?

En ikke mindst underbevidst og ret så klar og kontant facon at fortælle en på, at båndende til partneren altså er stærkere og mere betydningsfulde end man måske selv lige går og tror.

At han/hun altså, når det hele gøres op, betyder noget mere for en, end man i det daglige sådan lige føler og tænker over?

 

Friheden sejrer ad helvede til

Når Joan, hustruen, ind imellem spørger mig, hvad jeg ville gøre, hvis hun en dag valgte at gå fra mig (dæleme lidt af et spørgsmål at få, men et sådant kan altså også løsne op for nogle ting).

Så svarer jeg hudløst ærligt og lige ud af posen, at jeg selvfølgelig, det manglede da bare, ville vælge at leve resten af livet helt alene, og formentlig bosat i et kloster et sted i Tibet.

 Nej, bare en joke, som jeg da også siger smilende til hende (hvor på hun ret så konsekvent bliver pisse-sur). Men jeg er altså bare ikke skruet sammen til hverken fysisk eller psykisk at være alene.

Og det bliver jeg da også kun mere og mere bevidst om.

Og selv om jeg i mine mest geniale stunder kan bilde mig ind, at jeg er meget anderledes indrettet end de fleste andre, altså på den positive facon, så er og tænker og føler jeg sgu nok, som langt de fleste. Hvorfor jeg også har en klar ide om, at langt de fleste i virkeligheden, når alt kommer til alt, allerhelst vil det faste parforhold.

Men her kommer så et stort problem anno 2013 sejlende fra højre ind i billedet – nemlig at næsten snart alle, det gælder både mænd og kvinder, kun meget nødigt vil gå på kompromis med noget som helst. Og specielt da slet ikke ting, der går ud over egne lyster, interesser, ideer og måder at anskue hele tilværelsen på.

Og en sådan måde at leve på kan altså næsten kun foregå solo. Hvorfor da også kun flere og flere danskere i sidste instans netop vælger at være singler.

Nå, men så kan man jo bare, for nu langt om længe at vende tilbage til udgangspunktet, jo så bare finde sammen i et parforhold, hvor man på ingen måde binder hinanden, hverken kærlighedsmæssigt eller seksuelt.

Altså det nok så fantastiske åbne forhold.

 Men disse to størrelser, sex og kærlighed, hænger altså langt hen ad vejen altså ret så uløseligt sammen – også om man nu engang vil det eller ej.

Lige som det tredje ”lille blad” i trekløveret, nemlig jalousien, heller ikke bare lige sådan er at hægte af. Og da slet ikke, fordi man en sen aften i liderligt fællesskab nu engang har bestemt sig for, at man hver især skal have lov til at knalde med dem, man nu engang har lyst til.

Jalousi er blevet tabu

Selvfølgelig kan jeg kun 100 procent tale for mig selv, lige som mine ord og meninger med garanti også vil pisse en hel del såkaldt frisindede personer af.

Men jeg kan altså underbygge mine egne oplevelser, tanker og følelser med, at ikke så få af de mennesker, jeg i gennem snart mange år har talt med, der har kastet sig ud i den ene, anden eller tredje form for åbent forhold, forholdsvist hurtigt, om de ville det eller ej, stifter bekendtskab med jalousien. Følelsen og tilstanden, der lige så langsomt, trods nok så mange forbudsskilte og fælles formaninger, lynhurtigt evner at snige sig ind på livet af dem selv og forholdet.   

Den i visse kredse så i dag så forbudte og tabubelagt følelse, mange bare nægter at anerkende og opleve. Og som, om da ikke andet udadtil, man med vold og magt gør alt for at undertrykke.

I det åbne forholds hellige navn!

Personligt siger jeg bare:

Jeg er generelt ikke jaloux anlagt, men kan heldigvis da godt evne at blive det – og det samme kan Joan heldigvis også.

Som i vores lille verden er et rigtigt godt og sundt tegn på, at vi sgu egentlig meget godt kan lide hinanden – for nu at udtrykke det lidt mildt!  

Så længe leve jalousien! – i hvert fald på denne adresse!

——————-

joanb

Er gift på 15. år med Manden, hun har tre skønne unger på henholdsvis sammen med (to piger og en dreng i midten). Bor og arbejder (meget praktisk, specielt når man elsker at være hjemme hos familien) på 10. år på landet, på sjælland, kun 500 meter fra Fakta og en smuttur fra København, hvis trangen til lidt storbyoplevelser skulle komme over familien.

One thought on “Jalousien længe leve!

  • January 21, 2014 at 6:18 pm
    Permalink

    Tak for interessant artikel. Frihed og at frisætte sin elskede (i et Å.P.), kan sagtens være en ærlig, dyb og hengiven kærlighedserklæring. Din lykkelige frihed – min kærlighed! Det handler om to altafgørende komponenter for succesfulde parforhold: Tillid og kommunikation. I monogame parforhold er netop kravet om troskab og binding af partneren ofte årsagen til konflikter og kvælningsfornemmelser. Jalousien er blot en følelse (omend den kan opleves altfortærende) blandt mange smertefulde følelser som sindet og tilværelsen består af. Livet er ikke omkostnings- og smertefrit. Kan man tackle jalousien og ikke lade den vise sit destruktive ansigt, kan åbne parforhold fungere i en langt mere anerkendende og respektfuld tone, end langt de fleste monogame parforhold, hvor kampen om parternes øvrige tid uden for familien, er genstand for opslidende og tidskrævende konflikter. Velfungerende Å.P. er langt at foretrække frem for lidenskabsløse parforhold eller skilsmisser. Hilsner fra mifo@mifo.dk

    Reply

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

Protected with IP Blacklist CloudIP Blacklist Cloud